Lad mig hjælpe dig videre

 

Som certificeret familie-og psykoterapeut fra Kempler Institute of Scandinavia kan jeg tilbyde professionel terapi, der hviler på en solid erfaring i følgende

  • Familieproblemer
  • Skilsmisse
  • Eksistentielle kriser i forbindelse med livsovergange som sygdom,dødsfald eller andre former for personlige tab
  • Sorg
  • Overgangsalder
  • Depression og tristhed
  • Stress og udbrændthed
  • Lavt selvværd
  • Traumer 

 

Psykoterapi er et samarbejde mellem du og jeg. Jeg skaber en ramme, der er tryg og imødekommende, hvor du bringer det ind, som du vil arbejde med. Tillid og respekt og en stor rummelighed er essentielt i mit arbejde og skaber klangbund for den gode samtale, der kan åbne op for ny indsigt, større afklaring eller forløsning fra gamle handlemønstre. 

Læs mere om

Individuel terapi

I terapien tilbydes du et rum, hvor du uanset alder, status, køn eller overbevisning kan blive klogere på dig selv, din partner, dine relationer, dine drømme.

Jo mere vi bliver os selv, des stærkere står vi i vores relationer til andre. Som terapeut betragter jeg det som mit fornemmeste arbejde, at gå sammen med dig det stykke ad vejen, du måtte have brug for i en periode af dit liv. Det kan være at slippe negative tankemønstre, som du bliver ved med at gentage på trods af, at du ved, det ikke er hensigtsmæssigt. Det kan være en livskrise som sygdom, skilsmisse eller tabet af en elsket.

Udgangspunktet vil altid være dig, og der hvor du står i dit liv lige nu. Den terapeutiske samtale kan eksempelvis hjælpe dig til at mærke dig selv igen. Den kan styrke dig til at tage nye retninger i livet. 

At gå i terapi kan være en kortere eller længerevarende proces. Nogle gange er få sessioner nok til at du har fået et blidt skub videre på din vej. Vil du derimod gerne i dybden med livstemaer, du bærer med dig, skal du som minimum regne med et forløb på 5-10 gange.

En time 900,-

Par- og familieterapi

Det er i relationer vi udvikler os som mennesker, det er her vi møder sandheden om os selv, og det er her vi møder kærligheden. Det er her vi må turde at give af os selv, og nogle gange endda risikere at miste os selv, for at kunne vinde det, vi længes efter i livet og i vores relationer til dem vi elsker.

Til tider kan tingene gå i hårdknude. Det kan være et højt konfliktniveau hos en voksen eller et barn, det kan være et barn eller en ung, som ikke trives i skolen, det kan være en sammenbragt familie, og de udfordringer, der kan være i det. Det kan også være alvorlig sygdom, skilsmisse eller anden form for krise.

Her kan terapeutiske samtaler eller rådgivning skabe større forståelse, gensidig indsigt eller forløse smertefulde mønstre. Som familieterapeut tilbyder jeg, at være den udenforstående, der sikrer at alle bliver set og hørt, og jeg følges med jer på vejen i en fælles forandringsproces. Jeg kan hjælpe jer med at få sat ord på det, der rører sig hos jer hver især, og det kan i sig selv være helende for både voksne og børn i familien.

 

Halvanden time 1400,-

Ung & Identitet

Hvis du genkender udfordringer som ensomhed, lavt selvværd, angst, tankemylder, misbrug, selvskade, præstationsangst – eller hvis du har en teenager, der kæmper med ovenstående – kan jeg hjælpe med at få sat ord på det, der er svært. Jeg vil hjælpe dig til at finde nye og sundere handlestrategier, men allermest vil jeg støtte dig i, at forstå dig selv dybere.

Jeg har god erfaring med terapeutiske forløb med unge fra 15 til 25 år. Alt efter hvad dit dilemma eller din udfordring handler om, benytter jeg forskellige terapeutiske metoder, der passer til netop dig. Det er vigtigt i det terapeutiske arbejde, at du føler dig tryg og har tillid til, at vi sammen kan gå på opdagelse i, hvordan du oplever din verden.

1 time 900,-